9 ud af 10 produkter, der ikke lever op til REACH, kommer fra lande uden for EU

92 % af de produkter der ikke lever op til EU’s kemikalielovgivning REACH, kommer fra lande uden for EU. Det viser en opgørelse, som den europæiske brancheforening for den kemiske industri, CEFIC, har lavet. Opgørelsen viser også, at antallet af produkter, der blev anmeldt i RAPEX for at overtræde europæisk lovgivning, steg med 24 procent i 2019 i forhold til året før.  

”Tallene taler sit tydelige sprog. De produkter, der kommer fra lande uden for EU, er klart overrepræsenteret i statistikken. I EU har vi de skrappeste kemikalielovgivninger i verden, der beskytter forbrugere og miljøet mod skadelig kemi. Men de virker kun, hvis myndighederne er i stand til at håndhæve dem. Det viser blandt andet vores egen stikprøve, hvor 14 ud af 14 produkter vi købte på wish.com ikke levede op til de europæiske regler” siger adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Helle Fabiansen og tilføjer:

”I takt med at flere og flere forbrugere køber deres produkter online på tværs af lande inden for og uden for EU, stiger risikoen også for, at der kommer skadelig kemi ind i EU. Platforme som Wish og Ebay bliver nødt til at tage et større ansvar, så danske forbrugere ikke risikerer at få farlige produkter mellem hænderne, når de handler på nettet”

Læs hele opgørelsen her