Udgivet 23. Jan 2018

Debat: Vi taber alle på kinesisk nethandel

Af adm. direktør i brancheforeningen SPT, Helle Fabiansen og adm. direktør i Foreningen for Dansk Internethandel, Niels Ralund

Det lyder næsten for godt til at være sandt, når kinesiske netbutikker som Wish.com og AliEkspress.com reklamerer med, at danske forbrugere kan købe og få leveret parfume, creme og smartphonecovere til langt under halv pris. Og det er det da også.

De kinesiske produkter er ofte fyldt med sundhedsskadelige stoffer, som kan forvandle en billig vare til en smertefuld og dyr oplevelse for forbrugeren. Mens danske og europæiske producenter skal leve op til høje europæiske krav, som sikrer, at produkterne ikke er skadelige, kan de kinesiske virksomheder tillade sig en mere afslappet og farlig holdning til produkterne.

Det skyldes to ting. Dels er forbrugerne ikke godt nok informeret om de mange farer, der kan gemme sig i en læbestift til 7 kr. eller en parfume til 30 kr., og dels kontrollerer myndighederne stort set aldrig produkterne, når de rammer Danmark.

Det betyder, at kinesiske virksomheder kvit og frit kan gamble med forbrugernes sundhed.

Sundhedsfarlige produkter og kopivarer fra Kina er dog ikke alene et problem for forbrugerne. Det er også et kæmpe problem for virksomhederne, som hvert år må se en voksende andel af salget forsvinde til Kina. Europol anslår, at alene den europæiske kosmetikindustri i 2017 tabte 4,7 mia. euro i omsætning på grund af kopivarer.

De kinesiske butikker er også under massiv mistanke for at snyde på told-og momsvægten. Butikkerne skriver ganske enkelt en meget lav og usand værdi på fragtsedlen, så kunden slipper for at betale toldgebyret og momsen. Det betyder, at de kan dumpe prisen til et niveau, som de danske virksomheder - undskyld udtrykket - ikke har en kinamands chance at konkurrere med.

Problemet med told er bredt anerkendt, men toldvæsnet kontrollerer alligevel stort set aldrig pakkernes værdi. I 2017 var der slet ingen aktioner mod værdiansættelsen af varer, og flere kinesiske virksomheder reklamerer da også med, at de dækker omkostningerne, hvis varen mod forventning skulle blive snuppet i tolden. Det er en rimelig kynisk beregning af risiko kontra konkurrencefordel.

Den manglende moms-og toldbetaling koster også staten et større beløb. Danmark har ingen tal på omfanget, men i Sverige vurderer finansministeriet, at landet årligt går glip af mere end 500 mio. skr. alene på grund af moms-og toldfri pakker fra giganten Wish.com.

Problemet er massivt, og hvis ikke Skat, kontrolmyndighederne og politikerne hurtigst muligt tager kampen op, risikerer vi, at både virksomheder og forbrugere bliver ofre.

Debatindlægget er bragt i Politiken 23. januar 2018