Husk håndhygiejnen - også når Coronavirus har lagt sig!

”Husk den gode håndhygiejne! – Vask hænder grundigt og ofte”. Det er ifølge Sundhedsstyrelsen én af de vigtigste ting, man kan gøre for at undgå smitte med Covid-19. Og jeg kan ikke være mere enig. Håndvask eller håndsprit er den mest effektive og billige vej til at bryde smittekæden – både hvad angår den aktuelle Covid-19 virus og smitte med andre vira og bakterier.  

Der findes talrige eksempler på, hvordan en målrettet indsats med fokus på hygiejne i sundhedsvæsenet og kommunernes daginstitutioner, plejehjem og arbejdspladser kan være en relativ nem og billig vej til få sundere borgere og en bedre økonomi.  

For eksempel har Mariagerfjord Kommune haft målrettet fokus på bedre håndhygiejne blandt beboere på fem af kommunens ældrecentre og på den måde formået at sænke antallet af urinvejsinfektioner med op til 86 procent. Sølle 3984 kr. kostede det at gennemføre projektet på ældrecentret Teglgården. I Frederikssund Kommune har man gjort sig lignende erfaringer, hvor brugen af antibiotika er halveret i forbindelse med et forskningsprojekt, der blandt andet hjalp borgerne med bedre personlig hygiejne. Og ifølge tal fra Rådet for Bedre Hygiejne kan vi nedbringe sygefraværet med op til 30 procent på landets arbejdspladser, hvis vi alle sammen bliver bedre til at huske håndhygiejnen i hverdagen. Jeg kunne blive ved i næsten i en uendelighed med at remse gode eksempler op. Hovedbudskabet er klart. 

Håndvask og håndsprit er et nemt, effektivt og billigt greb. Lad os huske os selv og hinanden på det – også når hverdagen efter Covid-19 igen melder sig.