Udgivet 25. Apr 2018

Kom med på besøg hos den nordjyske økologi-pionér 

Urtekram blev grundlagt i 1972 og har siden fokuseret på at levere økologiske fødevarer og personlige plejeprodukter til forbrugere, der lever op til mange internationale certificeringsordninger. I dag eksporterer Urtekram sine økologiske og plantebaserede produkter til 40 forskellige markeder over hele verden. Kosmetik- og hygiejnebranchen tog turen til den nordjyske by Mariager, hvor R&D Manager Tom Hornshøj-Møller tog imod i Urtekrams hovedsæde.  

”Vi eksporterer til Japan, Hongkong, Thailand og flere lande i Mellemøsten,” fortæller Tom i mødelokalet i Mariager, mens han stolt viser en graf over udviklingen i salget af personlige plejeprodukter. Det har været stødt stigende i en lang årrække, og siden 2013 er salget af Urtekrams produkter tredoblet.  

Tom arbejder til daglig med at udvikle nye produkter til Urtekrams serier af personlige plejeprodukter. Han kom til virksomheden i 2011 og har en lang karriere bag sig som kemiker inden for forskning og udvikling. Han brænder for at udvikle nye økologiske og bæredygtige produkter til forbrugerne baseret på de ingredienser, som Urtekram også bruger i deres fødevareproduktion:

”I 2013 blev vi ECOCERT Cosmos Organic certificeret, som er den certificeringsordning, der har de mest strikse krav i forhold til økologi," fortæller Tom mens han viser afdelingens wall of fame, hvor alle de certificeringerne, som er opnået igennem årenes løb er hængt op. Allergy Certified, Vegan, Fairtrade og Cruelty Free pryder mange af Urtekrams produkter.

I dag har virksomheden i alt 120 medarbejdere, hvor 20 arbejder med udvikling og produktion af personlige plejeprodukter. Deres største marked er Sverige. Men det er i Finland, hvor de faktisk er mest vilde med produkterne. Her er der mest gang i salget i forhold til landets størrelse.

”Vi er den eneste producent i Norden, der selv fremstiller de økologiske ekstrakter, som vi bruger i produkterne,” fortæller Tom samtidig med, at han viser rundt i produktionshallen i Mariager. Her bliver alt fra tandpasta til håndsæbe fyldt på tuber og flasker, før de ender på en butikshylde et sted i verden.

”Det betyder meget for os, at vi er en bæredygtig virksomhed. Produktionen bliver hele tiden optimeret og vi arbejder målrettet på, at vores belastning på miljøet bliver så lille som muligt,” siger Tom. Et arbejde som forbrugerne også har lagt mærke til. For i 2017 blev Urtekram kåret til Danmarks mest bæredygtige brand, og i 2018 fik virksomheden en 2. plads på samme liste. Urtekram har sænket deres samlede mængde affald med 10 procent fra 2015 til 2018. De har reduceret mængden af spildevand med 25 procent fra 2014 til 2017 og har i samme periode begrænset brugen af vand i produktionen af personlig pleje med 50 procent.

Efter en rundtur i produktionshallen, træder vi ind i det allerhelligste kontor på fabrikken i Mariager. Toms laboratorium, hvor han sammen med sit team udvikler og tester nye produkter, der en dag skal ende ude på forbrugernes hylder.

”Det tager ca. halvandet år, fra vi får en idé til det endelige produkt er er færdigt,” siger Tom inden han hælder en lysegul væske op i et plastikbæger og giver det mig i hånden.

”Du skal lige smage denne her. Det er en mundskyld baseret på en probiotisk og økologisk endnu hemmelig ingrediens. Det har været ret svært at få en ordentlig smag frem i produktet, men vi synes, at den er ved at være der.” Jeg må give ham ret. Det smager som den mundskyld, jeg kender.

Urtekram har været medlem af Kosmetik- og hygiejnebranchen siden 2011, og Tom er glad for den hjælp han får, når der skal eksporteres produkter til lande uden for EU.

”Det kan ind imellem være en udfordring, når vi gerne vil have produkter eksporteret uden for EU, men der er brancheforeningen gode til at levere de informationer, som efterspørges. Så glider det hele lidt lettere,” siger Tom før han vinker pænt farvel og takker for dagens besøg på fabrikken i Mariager.