Ny analyse: Det er tabu at gå op i sit udseende

Hvad har coronakrisen gjort for vores opfattelse af forfængelighed og selvomsorg? Og hvilken betydning har det for vores selvværd og selvtillid, når vi bruger tid på vores udseende?

Det har Kosmetik- og hygiejnebranchen undersøgt i en ny analyse i samarbejde med etnolog Julia Lahme, der under overskriften ”Egenomsorg & forfængelighed – en analyse af danskernes syn på skønhed i en krisetid” stiller skarpt på danskernes skønhedsvaner under forårets nedlukning. Udgangspunktet for undersøgelsen har været at kigge dybere ind i, hvad coronakrisen egentlig har gjort ved danskerne i forhold til vaner, og hvordan vi drager omsorg for os, men også i forhold til vores generelle selvopfattelse.

Analysen er lavet på baggrund af en befolkningsundersøgelse foretaget af analyseinstituttet Kantar Gallup som har stillet en række spørgsmål til 1.004 repræsentativt udvalgte danskere på 18 år eller derover.

”Vi synes det er relevant at se på, hvordan den drastiske omvæltning af vores liv, som coronakrisen har været, har haft indflydelse på vores forhold til egenomsorg og vores forfængelighed. Det er der kommet nogle rigtig spændende resultater ud af, som vi præsenterer i rapporten,” siger adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Helle Fabiansen og tilføjer:

”Vi kan blandt andet se, at det for danskerne stadigvæk er forbundet med en vis form for tabu at gå op i sit udseende. Og det ærgerligt, når vi kan se, at vi samtidig svarer, at vores selvværd og livskvalitet øges, når vi vælger at gøre noget ud af os selv og gå op i vores udseende. Derfor er mit budskab også helt klart, at vi skal bryde tabuet og anerkende, at brugen af kosmetik og personlige plejeprodukter er essentielt for vores livskvalitet.”

Hele analysen er tilgængelig for Kosmetik- og hygiejnebranchens medlemmer her.

Hvis du ikke er medlem af Kosmetik- og hygiejnebranchen, kan du købe rapporten for 500 kr. ex. moms.