Ny dansk alliance med 29 danske virksomheder, organisationer og myndigheder går sammen til kamp mod afskovning fra palmeolie.

29 toneangivende danske virksomheder, organisationer og myndigheder er gået sammen og lancerer i dag Dansk Alliance for Ansvarlig Palmeolie. Alliancen skal i fællesskab gennem et forpligtende samarbejde sikre brug af ansvarligt produceret palmeolie i Danmark samt bidrage til fremdrift mod ansvarlig produktion globalt. 

Kosmetik- og hygiejnebranchen og fire medlemsvirksomheder er en del af alliancen, og det glæder adm. direktør Helle Fabiansen:

"Jeg er glad for, at vi som branche er med til at gå forrest i spørgsmålet om ansvarlig palmeolie. Mange virksomheder i vores medlemskreds bruger allerede certificeret ansvarlig palmeolie i deres produkter, og med den nye alliance kan vi være med til at brede det ud til endnu flere brancher og virksomheder.”  

Palmeolie er den mest udbredte vegetabilske olie globalt og findes i en lang række produkter, herunder mange forskellige fødevarer, sæber, kosmetik, biodiesel, stearinlys, og meget mere. Men store dele af palmeolieproduktionen er forbundet med meget betydelige miljømæssige og sociale udfordringer. Store områder regnskov bliver ryddet for at gøre plads til oliepalmeplantager i Indonesien, Malaysia og flere steder i Afrika og Latinamerika. Det forringer biodiversiteten og bidrager til klimaforandringer, ligesom der flere steder er problemer relateret til overholdelse af menneskerettighederne for lokalsamfund og arbejdere, der er beskæftiget i palmeolieplantagerne. 

- Palmeolie er en vigtig vegetabilsk olie med mange gode egenskaber, men det er afgørende, at den palmeolie, som vi anvender, er ansvarligt produceret og ikke foranlediger fældning af regnskov og forringelse af biodiversiteten eller livsgrundlag for lokalsamfund i Sydøstasien. Derfor er vi meget glade for, at en gruppe visionære danske virksomheder og organisationer nu er gået sammen og udviser handlekraft – og andre er velkomne til at være med i denne vigtige alliance, siger direktør i DIEH Mikkel Stenbæk Hansen.

Derfor er det vigtigt at sikre, at den palmeolie, der importeres til Danmark er ansvarligt produceret og ikke bidrager til afskovning. Dele af dansk erhvervsliv har gennem en årrække arbejdet indgående for at fremme ansvarligt produceret palmeolie, men vi er langt fra i mål med at sikre afskovningsfri og ansvarligt produceret palmeolie.

Et unikt samarbejde 
Den nye alliance er en fælles indsats for at bidrage til at komme problemerne bag palmeolieproduktionen til livs. Alliancen er stiftet ud fra det udgangspunkt, at vi kan nå mere gennem samarbejde på tværs af aktører end enkelte aktører hver for sig. Alliancen vil hjælpe danske virksomheder og gøre arbejdet med at sikre ansvarlig palmeolie nemmere. Derudover vil alliancen arbejde for at fremme dialog og debat blandt danske interessenter samt oplyse forbrugerne om palmeolie og bæredygtighed.

De deltagende virksomheder forpligter sig til at offentliggøre en handlingsplan for ansvarlig palmeolie, der beskriver status for deres arbejde, samt hvilke initiativer, de vil gennemføre, for at sikre fremdrift mod, at al palmeolie importeret til Danmark er produceret ansvarligt. Derudover skal de årligt rapportere om fremdrift.

WWF Verdensnaturfonden har bidraget til at etablere alliancen og deltager som støttemedlem. I Verdensnaturfonden er der begejstring over det nye initiativ:

-Tropisk regnskov forsvinder med foruroligende hast, så det kan kun gå for langsomt med at få stoppet dansk imports bidrag til den globale afskovning. På sojaområdet har vi vist, at vi med en alliance kan gøre en forskel, og det har stået højt på vores ønskeliste også at samarbejde bredt på palmeolie. Vi er glade for, at vi nu for alvor får genstartet indsatsen, og det er særlig positivt, at alliancen ikke kun har en vision for den danske import, men også vil påvirke udviklingen på globalt plan, siger Bo Øksnebjerg, som er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.