Udgivet 01. Nov 2018

Ny tjekliste om salg på nettet og kemikalielovgivningen

Miljøstyrelsen går nu i luften med en informationsindsats, der skal gøre det nemmere for danske nethandelsvirksomheder at få overblik over kemikalielovgivningen.

En større stikprøvekontrol tidligere på året viste nemlig, at over 80 % af de kontrollerede e-shops i 15 lande ikke havde styr på reglerne om oplysning om faren og mærkningen for kemiske blandinger. Billedet viste sig at være det samme i danske netbutikker, hvor 10 produkter – her i blandt også husholdningsprodukter – blev udtaget til kontrol.

Miljøstyrelsen har nu lavet en tjekliste, der hjælper nethandelsbutikkerne med at finde ud af hvilke regler, der gælder for deres produkter, og hvordan de overholder dem. Udover kravet om, at produkter med faremærker på etiketten skal have af synlig information om produktets farlighed på hjemmesiden, så skal nethandelsvirksomhederne også være opmærksomme på, om der er forbudte stoffer i produkterne, om der er særlovgivning for deres produktgruppe, eller om der f.eks. er krav om registrering eller anden information.

- Forbrugerne køber i stigende grad kemiske blandinger som fx vaskepulver og rengøringsprodukter på nettet. De har krav på at finde den samme information på nettet, som hvis de stod i en fysisk butik. Det er selvfølgelig vigtigt, at virksomhederne overholder reglerne for oplysning om fare og mærkning af kemiske blandinger, når de sælges på nettet. Derfor kan vi kun støtte, at myndighederne sætter fokus på udfordringerne og giver virksomhederne den nødvendige vejledning, så forbrugerne får den information, som de har krav på, siger Helle Fabiansen, adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen.

 

Se tjeklisten på www.webshopkemi.dk og brug den til at sikre dig, at du har helt styr på reglerne.