Balanceret forbrugerinformation


Kosmetik- og hygiejnebranchen anbefaler balanceret forbrugerinformation

Danske forbrugere af kosmetik og personlige plejeprodukter skal kunne blive bekræftet i, at kosmetik- og hygiejnebranchen leverer både velvære og sikre produkter uden skadelig kemi med information, der er baseret på fakta og på en saglig og ordentlig måde. Derfor arbejder Kosmetik- og Hygiejnebranchen målrettet på at sikre balanceret forbrugerinformation fri for myter og egeninteresser, der skaber misinformation og vildleder forbrugerne.

Forbrugerinformation skal højt op på dagsordenen, så den enkelte forbruger kan hjælpes til at tage det rigtige valg. Men det skal ske på en saglig og ordentlig måde. I debatten om farlig kemi og midt i skræmmeord som ”hormonforstyrrende”, ”kræftfremkaldende” og ”problematisk kemi” er det meget let at overse i skyndingen, at vores medlemmer har samme interesse som forbrugeren: At levere et produkt, der er ufarligt samtidig med, at det giver velvære, skønhed og beskyttelse. Den europæiske branche investerer hvert år et tocifret milliardbeløb i forskning og udvikling af sikre produkter. Alt fra deodoranter og tandpasta til solcreme, håndcreme, håndsæbe og dekorativ kosmetik. Produkter, som vi alle sammen bruger hver eneste dag og som er med til både at forskønne vores hverdag og løser vigtige opgaver for samfundet og folkesundhed.

Sociale medier og forbrugerorganisationer skaber misinformation
Med de sociale mediers indtog er det blevet muligt for enhver at publicere information til et stort publikum uden at stå til ansvar for indholdet. Bloggere og influencers opbygger store følgerskarer på sociale medier, hvor de med deres høje popularitet blandt deres følgere blandt andet leverer budskaber om kemi i forbrugerprodukter. Budskaberne er ofte effektfulde og trænger stærkt igennem hos modtagerne. Også NGO’er og forbrugerorganisationer når ud til et stort publikum. Det sker eksempelvis via forbrugerapps, hvor stregkoden på produktet scannes og produktet kategoriseres som godt eller dårligt udelukkende baseret på tilstedeværelse af ingredienser. De samme organisationer er også aktive på sociale medier, med offentlige midler i ryggen. Forbrugerorganisationer indtager en legitim rolle i samfundet. De kan være med til at påpege åbenlyse sikkerhedsovertrædelser, der kan udgøre en risiko for forbrugerne. Men med den rolle følger også et ansvar for en åben og transparent dialog med blandt andet industrien, og det bliver ikke løftet tilstrækkeligt.

Kommunikationen om forbrugerprodukter på de sociale medier, blogs og via NGO’er er ofte præget af mangel på viden eller decideret forkert information, der skræmmer unødigt i stedet for at oplyse. Forbrugerne udsættes for en ensidig og i værste fald usand information om ingredienser og kemi, hvilket kan styrke den bekymring, som mange danske forbrugere har. Det er et paradoks, når faktum er, at danske forbrugere er beskyttet af nogle meget ambitiøse kemikalielovgivninger. Den nuance forsvinder, når der spredes misinformation om brugen af sikre og lovlige produkter. 


Vi oplever derfor ofte, at der er lige så meget misinformation på vores område, som vi har set på fødevareområdet og på sundhedsområdet, hvor styrelser og regering aktivt er gået til kamp mod myter og usandheder og dygtigt har fået vendt en bølge af misinformation om blandt andet det, vi putter i munden, og hvad vi vaccinerer os mod. Og det betyder, at forbrugeren skræmmes, vildledes og bliver direkte misinformeret


Vi anbefaler:

Vi arbejder for, at informationsopgaven ikke ligger hos en interesseorganisation, men i stedet varetages af myndigheder og gennem mere kontrol med markedet.

Sundhedsstyrelsen og deres kampagne for HPV-vaccinen viser netop, at vi har myndigheder, der er deres ansvar bevidst, har styrke og viden til at løfte opgaven. Det er et godt eksempel på myndigheder, der kommunikerer troværdigt, direkte til befolkningen og med forståelse for, hvad der er misinformation, og hvad der rent faktisk er fakta.

Vi ønsker stærkere forbrugerinformation, der er varetaget af en myndighed, med den fornødne viden, uden egeninteresser, og med hjemmel til, at den gældende lovgivning kan overholdes, input til at forbedre den og evnen til at gå i dialog med alle aktører, uanset interesse. Et godt sted at starte kunne være at sikre, at de produkter, som rent faktisk udgør en fare for forbrugerne, bliver fanget. Vi ser for eksempel produkter fra kinesiske handelsplatforme, som wish.com, der gang på gang bliver fanget i at sælge farlige produkter med problematisk kemi, som langt fra lever op til de strikse krav, der i EU bliver stillet kemi og forbrugerprodukter.

Derfor har vi i flere år arbejdet for at sikre balanceret forbrugerinformation med myndighederne for bordenden. Sådan bliver det lettere og mere effektivt for forbrugeren at tage det rigtige valg, og vi får en debat, der er baseret på fakta, ikke skræmmer og som sigter for at nå det fælles mål: Sikre produkter, som forbrugeren og samfundet trygt kan gavn af.


Hos Kosmetik- og Hygiejnebranchen anbefaler vi følgende trin for at sikre balanceret forbrugerinformation, der sikrer den rigtige vejledning af forbrugerne:

 

  • Forbrugerne skal mødes med nuanceret og evidensbaseret information om produkter, så de ikke skræmmes, men oplyses.

  • Miljømyndighederne bør, ligesom på fødevare- og sundhedsområdet, blive en aktiv og synlig part på egne og eksterne platforme og medier i debatten om kemi i forbrugerprodukter og bekæmpe fejlinformation og alternative oplysninger om kemi i forbrugerprodukter.

  • Offentligt finansieret forbrugeroplysning skal ledsages af krav om troværdig, uvildig og gennemsigtig kommunikation, der skelner mellem fare og risiko.

  • Skærpet fokus på kommunikation om risici ved køb af kopivarer og produkter fra e-handelsplatforme udenfor EU.