Din solcreme er sikker at bruge

Forbrugerrådet Tænk Kemi udkommer 4. juni med en test af solcremer, der sælges og markedsføres i Danmark. Testen er en såkaldt deklarationstest, hvor Forbrugerrådet Tænk Kemi på baggrund af en gennemgang af produkternes ingrediensliste, konkluderer om produktet er sikkert at anvende. Men en gennemgang af ingredienslisten på produktet kan ikke bruges til at sige, hvorvidt en solcreme er sikker at bruge eller ej, påpeger adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Helle Fabiansen. 

Alle kosmetiske produkter skal være dokumenteret sikre at anvende, før de må sælges og markedsføres. Det kan Forbrugerrådet Tænk Kemis deklarationstest ikke ændre på. Om et produkt scorer A, B, eller C kolbe har derfor ingen sammenhæng med, om et kosmetisk produkt er sikkert for forbrugeren. Det gælder også for testen af solcremer.”  

I Forbrugerrådet Tænk Kemis deklarationstest får solcremerne enten en A, B eller C kolbe baseret på indholdet af specifikke ingredienser, som Forbrugerrådet Tænk Kemi finder problematiske for enten miljøet eller sundheden 

 Kolberne udtrykker udelukkende Forbrugerrådet Tænk Kemis egen vurdering. Det er ikke fagligt korrekt blot ud fra indholdsdeklarationen at konkludere, at produkter, der indeholder bestemte typer af ingredienser, bør undgås. I en sikkerhedsvurdering medtages den konkrete anvendelse af produktet, koncentrationen af ingredienser, hvor meget der bruges og hvordan. Og det er producenternes pligt hele tiden at være opdateret på den nyeste viden og forskning og tilpasse sikkerhedsvurderingen hertil, tilføjer Helle Fabiansen. 

UV-filtre er godkendt af uvildige eksperter  

EU’s videnskabelige komite for forbrugersikkerhed (SCCS), der består af uafhængige eksperter fra universiteter, videncentre mm., vurderer sikkerheden af ingredienser, der anvendes i kosmetiske produkter. Det gælder også for UV-filtre, hvor producenter af solcremer kun må anvende UV-filtre, der er godkendte til brug af SCCS. Den koncentration, der er tilladt at bruge i et kosmetisk produkt, er 100 gange lavere end den, hvor man har registreret nogen former for risiko. Der er altså indlagt en meget høj sikkerhedsmargen, der sikrer, at forbrugerne trygt kan anvende solcremer, der sælges i Danmark og andre EU-lande. 

Vil du vide mere om sikkerheden af solcremer, kan du læse mere i vores vidensbank.