Knud E. Dan A/S hyldet med erhvervspris

Knud E. Dan A/S har netop modtaget erhvervsprisen ”Succesvirksomhed 2020”, der tildeles af Spar Nord og BDO. Prisen gives til virksomheder, som ikke helt får den opmærksomhed, de fortjener, og hylder eliten af mindre og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv, som bidrager til vækst og velstand i lokalområdet og til dansk økonomi som helhed.

Henrik Dan har været direktør i virksomheden, der udvikler og producerer rense- og rengøringsmidler til det professionelle marked, siden 2018 og sætter pris på anerkendelsen af virksomhedens fremgang.

”Jeg er selvfølgelig stolt og glad over, at Knud E. Dan A/S er kommet igennem nåleøjet og blevet udvalgt som en succesvirksomhed af Spar Nord og BDO. Prisen er et klap på skulderen til de virksomheder, der ikke løber med overskrifterne i medierne, men som knokler i skyggen,” siger Henrik Dan.  

Prisen gives til virksomhed som har haft vækst i deres resultater før skat de seneste fem år, kan præstere en soliditetsgrad over 15 % i det seneste regnskabsår, har haft vækst i soliditeten målt over de seneste fem år og vist evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag.

Siden Henrik overtog posten som direktør i virksomheden, har han haft en klar strategi om at skære ned på unødvendige udgifter. Det er en af hemmelighederne bag de flotte resultater.

”Det er lykkedes os at skabe et større overskud alene ved at gennemgå og skære ned på vores udgifter og optimere processerne i virksomheden. Vel at mærke uden at fyre folk, siger Henrik, der kommer med et klart budskab til andre virksomheder, som ønsker at gå samme vej:

”Kig udgifterne minutiøst igennem og skær alt overflødigt fedt fra. Gennemgå dine leverandører og vær kritisk, hvis en udgift stikker ud. Det betaler sig at være grundig, og ofte får man en bedre pris, hvis man samler sine løsninger og leverancer på færre hænder.