Kosmetik- og hygiejnebranchen: Finanslov stikker i mange retninger på kemiområdet

Regeringen præsenterer i dag sit forslag til, hvordan finansloven skal se ud for næste år. Forslaget indeholder blandt andet penge til et samlet løft af miljøområdet og fokus på skadelige kemikalier. Der lægges op til at styrke kontrollen med skadelig kemi legetøj og kosmetik, der bliver handlet på nettet. Og det fokus vækker glæde hos adm. direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen, Helle Fabiansen. 

”Det er vigtigt, at vi øger kontrollen med skadelige kemikalier på de platforme, hvor risikoen er størst for forbrugerne. Gang på gang er store handelsplatforme blevet taget i at sælge produkter, som ikke overholder loven. Det er ikke i orden. Derfor er jeg glad for, at regeringen har afsat penge til at styrke det område i finansloven for 2021, siger Helle Fabiansen og tilføjer: 

I Danmark og EU har vi nogle af de mest ambitiøse kemikalielovgivninger i verden, som er med til at beskytte forbrugerne og miljøet mod skadelig kemi. Det nytter ikke noget, hvis de regler bare kan blive brudt uden konsekvenser. Det går både ud over forbrugerne og danske virksomheder, som investerer mange penge og ressourcer i at lave produkter, der lever op til reglerne.  

Forlænget bevilling til Forbrugerrådet Tænk Kemi 

I forslaget til næste års finanslov indgår også en ét-årig forlængelse af bevillingen på 3,1 mio. kroner til Forbrugerrådet Tænk Kemi, som ifølge regeringen fortsat skal stå for informationsindsatsen i forhold til kemi i forbrugerprodukter. 

”Forbrugerrådet Tænk Kemi skræmmer desværre mere end de gavner med deres kommunikation igennem appen Kemiluppen. Vi ser gerne, at det i stedet er myndighederne, som tager informationsopgaven på sig, for de er faktisk den opgave voksen. Der er plads til flere nuancer i debatten om kemi i forbrugerprodukter, og de nuancer forsvinder, når Forbrugerrådet Tænk Kemi kommunikerer, som de gør, siger Helle Fabiansen og fortsætter: 

Når det er sagt, så er det dog positivt, at det ikke er blevet til en fast bevilling, som Forbrugerrådet Tænk Kemi ellers havde ønsket.  

 

Læs Kosmetik- og hygiejnebranchens forslag til mere balanceret forbrugerinformation her 

Læs regeringens forslag til finanslov for 2021 her