Kosmetik- og hygiejnebranchens statement om "fri for" anprisninger

I september 2017 offentliggjorde EU Kommissionen ”Technical document on cosmetic claims”, som er en vejledning til EU-forordningen om fælles kriterier for anprisninger af kosmetiske produkter fra juli 2013 (655/2013).

I Kosmetik- og hygiejnebranchen har vi siden offentliggørelsen kraftigt opfordret vores medlemmer til at følge dokumentet. Og vi forventer, at produkter, der bringes i omsætning pr. 1. juli 2019, er tilpasset retningslinjerne i det tekniske dokument.

Det er, og har siden september 2017, været den samlede europæiske industris opfattelse, at det tekniske dokument vil være gældende for produkter, der bringes i omsætning på det europæiske marked pr. 1. juli 2019, således at produkter, som allerede er bragt i omsætning inden denne dato, kan forblive på markedet, indtil produkterne er solgt ud. EU Kommissionen har flere gange bekræftet denne opfattelse, senest 18. februar på et officielt arbejdsgruppemøde i EU Kommissionen.

Miljø- og Fødevareministeriet har tidligere givet udtryk for, at det fra 1. juli 2019 ikke vil være tilladt at markedsføre kosmetiske produkter med eksempelvis anprisningen ”fri for parabener”. Imidlertid har ministeriet den 4. juni 2019 offentliggjort en status for håndhævelse af visse ”fri for anprisninger” med følgende tekst på Miljøstyrelsens hjemmeside:

Miljø- og Fødevareministeriet anser det som forbudt at gøre kosmetiske produkter tilgængelige på markedet med eksempelvis anprisningen ”fri for parabener”. Den 1. juli 2019 ophører den 2-årige overgangsperiode, der blev aftalt blandt medlemslandene i EU i forhold til håndhævelsen af de nye elementer i vejledningens bilag III og IV. Det betyder, at det fra den 1. juli 2019 ikke vil være tilladt at markedsføre kosmetiske produkter med sådanne anprisninger. Forbuddet gælder også kosmetiske produkter, som allerede står på hylderne.

Kommissionen har i januar 2019 meldt ud, at den vurderer, at reglerne ikke gælder kosmetiske produkter, som er bragt i omsætning før 1. juli 2019. Med denne udmelding har Kommissionen således skabt tvivl hos producenter og forhandlere af kosmetiske produkter om forståelsen af reglerne. Det er fortsat Miljø- og Fødevareministeriets vurdering, at reglerne vedrørende produktanprisninger i kosmetikforordningen ((EF)1223/2009) og anprisningsforordningen ((EU) 655/2013) gælder for alle kosmetiske produkter, som gøres tilgængelige på markedet fra den 1. juli 2019.

Miljø- og Fødevareministeriet har på baggrund heraf rettet henvendelse til Kommissionen med henblik på hurtigst muligt at få oplyst hvilke juridiske argumenter, som Kommissionen lægger til grund for deres fortolkning af de pågældende anprisningsregler. Håndhævelsen af reglerne i forhold til de nye elementer i vejledningens bilag III og IV vedrørende anprisninger på kosmetiske produkter sættes i bero, herunder anprisningen ”fri for parabener”, indtil tvivlen om forbuddets rækkevidde er afklaret. Når det er afklaret, vil tilsynsmyndigheden, Kemikalieinspektionen, håndhæve de pågældende regler efter almindelig praksis.

Kosmetik- og hygiejnebranchen ser positivt på ministeriets nye udmelding. Det er vores opfattelse, at ministeriet med udmeldingen om at sætte håndhævelsen i bero, foreløbig lader tvivlen komme branchen til gode indtil EU Kommissionen svarer på ministeriets henvendelse. Vi antager, at EU Kommissionen vil bekræfte sin tidligere udmelding om, at de kosmetiske produkter kan blive på markedet indtil de er solgt ud, da de ikke udgør en sundhedsmæssig risiko. Vi forudser dog tidligst et officielt svar, når den nye EU Kommission er på plads til efteråret.