Regulatorisk specialist


Har du god kemi? Kosmetik- og hygiejnebranchen søger specialist til kemi-, miljø- og kosmetikområdet

Vil du være med til at skabe værdi for en spændende branche, der udvikler, fremstiller og markedsfører kosmetik, personlig pleje, hånddesinfektion samt produkter til vask, rengøring og hygiejne?  

Vi leder efter en medarbejder med indgående indsigt i kemi- og miljølovgivning, kosmetiklovgivningen og de bagvedliggende lovgivningsprocesser og som har evnerne og interessen for at hjælpe vores medlemmer med at omsætte denne viden til virkelighed.  

Vi repræsenterer en branche i en spændende udvikling. Håndsprit, plastemballage, palmeolie og forbrugersikkerhed er blot nogle af de aktuelle dagsordener, som vi arbejder proaktivt med og hvor du skal være med til at varetage branchens interesser.

Vi tilbyder en stilling som specialist i et agilt og dynamisk sekretariat med høj faglighed, gode kolleger og stor selvstændighed. Du får en hverdag fyldt med aktuelle kemi- og miljørelaterede dagsordener og et alsidigt job med stor kontaktflade til medlemsvirksomheder, myndigheder, handlen og andre interessenter.

Dine primære arbejdsopgaver er at:

  • Holde vores medlemmer opdateret om regler og love inden for kosmetik, CLP, REACH og detergenter via direkte medlemskontakt, kurser, webinars, nyhedsbreve, temadage og netværk
  • Have fingeren på pulsen med de mange nye krav og initiativer på miljø- og kemiområdet i Danmark og i EU
  • Repræsentere branchens interesser, bl.a. ved at deltage i udvalg og arbejdsgrupper i Danmark og i EU
  • Udarbejde høringssvar samt fagligt indhold til sociale medier og hjemmeside
  • Proaktivt udvikle og drive projekter til gavn for vores medlemmer

Vi forventer at du:

  • Har en solid teknisk/naturvidenskabelig faglighed opnået fra en videregående uddannelse på kandidatniveau, fx miljøplanlægger, kemiker, biolog eller lignende
  • Minimum fem års erfaring fra en interesseorganisation, styrelse eller virksomhed
  • Dokumenteret kendskab til national og EU-regulering af miljø- og kemiområdet, herunder kosmetikreguleringen
  • Formår at gøre teknisk/regulatorisk tung viden let forståelig for vores medlemmer  
  • Kan arbejde selvstændigt og kan igangsætte og drive egne opgaver
  • Er udadvendt og trives med en stor kontaktflade
  • Trives i et lille sekretariat med mange forskelligartede opgaver i en travl hverdag

Vi tilbyder en stilling på 37 timer i vores sekretariat med fem ansatte. Løn efter aftale og kvalifikationer. Vi bor hos Dansk Erhverv på Børsen i København.

 

Ansøgningsfrist 23. september 2020. Vi holder dog samtaler løbende, så vent ikke for længe. Ansøgning, CV og andre relevante dokumenter sendes til administrerende direktør Helle Fabiansen hf@kosmetikoghygiejne.dk. Skriv ”Ansøgning” i emnefeltet.

Vil du vide mere, kan du kontakte administrerende direktør Helle Fabiansen, tlf. 26 89 30 27. Du kan læse mere om os på https://kosmetikoghygiejne.dk/om-os/

Du kan downloade stillingsopslaget her

Kosmetik- og hygiejnebranchen: Den danske brancheforening for danske og internationale medlemmer, som fremstiller og leverer produkter, der hver dag gør en forskel for samfund og forbrugere. Vi skaber værdi for vores 90 medlemmer gennem adgang til ekspertviden, politisk indflydelse samt faglige netværk.